Psyke

Hodgkin.dk

Psyke

Det er helt individuelt, hvordan vi reagere psykisk, hvis vi får af vide at vi har kræft. Som på mine andre sider, skal det kraftigt understreges, at det du kan læse her er mine erfaringer, og IKKE en facitliste på hvordan man får det. 


Da kirurgen fortalte mig at jeg havde kræft gik alt i stå et øjeblik. Hvad hun sagde omkring sygdommen bagefter husker jeg ikke så meget af. Kun at det var Hodgkins sygdom, men det måske fordi jeg fik en lille pjece med. Det havde naturligvis strejfet da jeg opdagede knuden, men det sker jo kun for naboen. Nu var det så lige pludselig mig der var naboen. Som sagt gik alt i stå et øjeblik. Så begyndte jeg at tænke "hvorfor mig" og "hvordan mon det går det sidste ½ år jeg har tilbage". 


Nu var jeg klar over hvad jeg fejlede, men skulle i gang med en masse undersøgelser, for at finde ud af hvor udbredt min sygdom var. Jeg var meget bange for mine lunger, da jeg er ryger. Det viste sig heldigvis at der ikke var noget på lungerne, og så kunne jeg begynde at samle mig lidt. Jeg blev klar over at 2/3 af dem der får konstateres Hodgkins Sygdom, kommer igennem sygdommen, og dem skulle jeg naturligvis være blandt. 


Under behandlingerne havde jeg da nogle små nedture, jeg kunne godt blive lidt bekymret for om behandlingen nu også virkede som den skulle. Jeg er sikker på uden den opbakning jeg fik fra alle, var jeg ikke kommet lige så godt igennem. Dette kommer jeg tilbage til lidt længere ned på siden. 


Da jeg havde overstået behandlingerne, skulle man jo tro det hele var overstået. Det er nok lidt underligt og svært at forstå for mange, men det er faktisk først nu jeg følte mig syg. Efter strålebehandlingen, som jeg jo bl.a. har fået i maven, kan der godt komme nogle bivirkninger med diarre eller hård mave. Det er nu mest diarre jeg har haft "glæde" af. Oven i det kommer psyken så også ind. På mig har det nok forstærket mine problemer med maven. Det er altså "underligt" ikke længere at komme jævnligt på hospitalet. Den tryghed man havde under behandlingen er med et væk. Jeg måtte sande - efter 2 måneder - at her er det en psykolog kan hjælpe. Kræftens Bekæmpelse har rådgivere / psykologer ansat til at hjælpe både pårørende og patienter. De tilbyder 4 - 5 samtaler, hvor man kan komme helt i bund med sine tanker og angst og det hjælper altså. Jeg taler af erfaring, jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle sidde hos en psykolog og græde, og da slet ikke den første gang. Efter samtalerne hos Kræftens Bekæmpelse, kan man hos sin egen læge få en henvisning til en privat psykolog. Man få et tilskud fra det offentlige så man kun skal betale ca. 230 kr. pr. gang mod ca. 600 uden henvisning. Henvisningen gælder til 12 behandlinger. Bare det at jeg tog mig sammen og ringede til Kræftens Bekæmpelse hjalp. Da jeg så kom derned første gang fik jeg pillet nogle af mine ”dumme” tanker væk. Nogle af de tanker der strejfede mig, var andre der også havde kræft, og som er døde. Allerede her begik jeg en "fejl". Alle andre der også er døde af kræft - men jeg er jo ikke død af kræft. Nå, men så havde jeg en svigermor, der også døde af lymfekræft. IGEN - jeg er stadig ikke død og nu er det sådan at min svigermors cancer startede vidst nok som brystkræft. Altså, hun døde af brystkræft og ikke lymfekræft. Hendes sidste døgn er ikke noget jeg under nogle andre at opleve. Hun havde vanvittigt ondt i maven, det vidste sig at hendes tarme var sprunget. Det spøgte naturligvis også når jeg havde ondt i maven. Men hun fejlede stadig ikke det samme som mig. Der er så ufatteligt mange ting og sammenligninger man hele tiden gør sig og her er det psykologen kan hjælpe. Måske ikke så meget fordi det er en psykolog, men i høj grad fordi psykologen har en stor erfaring med netop kræftpatienter og pårørende. 


Sidder du nu, enten selv som kræftpatient eller som pårørende, med nogle psykiske problemer, så kontakt Kræftens Bekæmpelse, det er ikke tøsedrenge der går til psykolog, men tøsedrenge der ikke tør gå til psykolog. 


Efter mine behandlinger hos Kræftens Bekæmpelse, kontaktede jeg en privat psykolog. Ikke fordi jeg følte jeg havde brug for mere hjælp omkring min sygdom, men fordi vi jo alle sammen løber ind i lidt problemer af og til. Det er rart at kunne komme til bunds i de problemer, specielt fordi jeg samtidigt dagligt støder på ord som kræft og cancer, der minder om at jeg HAR VÆRET syg. Så er der jo også de løbende kontroller man skal til, igen et minde om at man har været syg. Skulle jeg få tanker der vedrøre kræft, ved jeg jo også at Kræftens Bekæmpelse ikke er længere væk end min tlf.


I de næste par afsnit vil jeg fortælle lidt om hvordan min familie, venner og arbejdsplads har tacklet mit problem og hvordan de har behandlet mig. 


Familien er naturligvis en vigtig støtte hele vejen igennem. De er der når man har brug for det - også kl. 3 om natten. Ikke at jeg har brugt det, men bare det at vide at de er der. Min mor var med mig til de indledende undersøgelser og alle mine kemobehandlinger, samt simuleringen af strålebehandling. Efter kemobehandlingerne var jeg med hjemme hos mine forældre og overnatte den første nat. Det var meget rart at jeg ikke var helt overladt til mig selv i de situationer. Jeg kan kun anbefale andre om at gøre det samme. Sørg for at have en med til kemobehandlingerne og sørg for at have nogle at komme hjem til efter behandlingerne, det er nu engang ikke så sjovt at være alene når man er skidt tilpas. 


Det sværeste var nok da Stefan (min søn) skulle have besked. Han forstod nok ikke helt hvor galt det kan gå. Det er selvfølgelig godt nok lige her og nu. Jeg kontaktede hans skole og fritidshjem. Det er vigtigt at også de er klar over at hvis barnet lige pludselig bliver ked af det kan der være en fornuftig årsag. 


Jeg har gennem hele forløbet passet mit arbejde, der er sæsonbetonet, så godt som muligt. Der har naturligvis været dage jeg ikke har været der, men det har været relativt lidt fravær jeg har haft. Det er utroligt vigtigt at have noget at tage sig til og ikke bare sidde hjemme og have ondt af sig selv. Jeg har stort set kunne komme og gå som det passede mig. Bare det at vide at hvis jeg følte mig skidt tilpas kunne jeg gå uden problemer. Det er desværre ikke alle der har sådan en god arbejdsplads. Både kollegaer og deres pårørende har vist interesse og spurgt. Min chef har været noget helt specielt, ikke ”bare” en chef, men også en rigtig god ven. Specielt vil jeg aldrig glemme ham for den tale han holdt til vores sæsonafslutning, da han med tårer i øjnene takkede mig for at have klaret det så godt som jeg havde. Der var ikke en der ikke havde en lille klump i halsen. 


Vennerne har selvfølgelig også en stor indflydelse. Det er rart at de også er der når man har mest brug for dem. Specielt en var en utrolig støtte i starten. Dagen efter jeg havde fået beskeden, kom hun hjem til mig. Vi prøvede at snakke om andre ting, men alligevel brød jeg sammen en del gange. Så er det jo rart der er en der forstår, og som kan komme og give en det kram man har brug for. 


Hvis det er dig der står og er syg, så må du gå ud fra at alle gerne vil hjælpe dig, for det vil de. Tag den hjælp du kan få. Det er ikke alle der spørger så meget, for det er lige så svært for dem, men deres tanker er med dig. Tag også og ring til Kræftens Bekæmpelse og få en snak med dem, hellere lidt for tidligt end for sent. Som jeg har fortalt tidligere på siden, kom mine psykiske reaktioner først efter endt behandling. Bare det at blive bekræftet i at man ikke er den eneste der går ned på det tidspunkt er rart. Men for alt i verden så snak om din sygdom, det duer altså ikke at lukke dig inde. 


Hvis du er pårørende, så snak med den syge. Hvis du er usikker på det mindst kan du til enhver tid også kontakte Kræftens Bekæmpelse, for det er absolut heller ikke nemt at stå som pårørende. Snak også med andre i familien om hvordan i tackler problemet. Lyt til hvad den syge fortæller, bliv ved med at spørge hvis ikke den syge ikke selv siger noget. 


Jeg håber du har fået lidt ud af at læse siden, men jeg håber også at du aldrig kommer til at stå i lignende situation. Jeg har, fra jeg blev helt klar over min situation, været meget åben om min sygdom og alle har naturligvis spurgt hvordan det går. En gang imellem har jeg da også måtte skifte emne og det er naturligvis blevet accepteret.