Indledning

Indledning

Når man har fået konstateret kræft, skal man undersøges for at finde ud af hvor udbredt sygdommen er. Derfor skal man igennem en række undersøgelser.


Knoglemarvs prøve:


Knoglemarvs prøven er noget af det første der bliver taget. Jeg lå på siden da prøverne blev taget. Først blev jeg bedøvet og så blev der lagt et lille snit, hvor lægen stak en stor kanyle ind for at tage et stykke knogle ud. Det var ikke slemt, jeg var jo bedøvet, men det var til gengæld ikke sjovt.


Ultralydsscanning:


I slutningen af april fik jeg lavet en ultralydsscanning af mave, lunger og armhuler. Der bliver smurt noget salve på maven, og så kører lægen en lille håndscanner hen over de områder, der skal scannes. Lægen fandt et par knuder mere i bughulen, samt noget ved milten, som man mente blot var en bimilt. Det er der sådan set ikke noget unormalt i, det er vi bare nogle der har.


I starten af maj fik jeg nok en ultralydsscanning, da der var nogle ting der ikke passede helt sammen med CT scanningen. På CT scanningen fandt man ikke noget på milten, men til gengæld var der noget i venstre armhule. Ultralyden viste stadig en bimilt og man blev enige om at det var det. Ingen grund til at tage biopsi, hvor man stikker en nål ind og tager en prøve. Lægen kunne ikke finde noget i armhulen.


CT scanning:


For at se hvor udbredt sygdommen er får man en CT scanning. Det foregik ved at jeg mødte op fastende og startede med at drikke 1 l kontrastvæske i løbet af 1 time. Så kom jeg ind til selve scanningen. Jeg lå på et leje, der kører ind i et cirkelformet rør, hvor selve scanningen foregår. Efter at være blevet scannet en gang fik jeg sprøjtet noget kontrastvæske ind i en åre, og så scannet en gang til. Efter scanningen var jeg ovre og få røntgenfotograferet mine lunger.


I slutningen af juli, ca. halvvejs i min kemobehandling, fik jeg lavet en CT skanning, for ar se om mine behandlinger hjalp, og det viste sig at være som det skulle være. Der var blevet ændret lidt på proceduren, så nu var det "kun" ½ liter kontrastvæske der skulle drikkes.


I midten af januar, ca. 3 måneder efter endt behandling, var jeg inde og blive scannet igen. Det er sket for at checke op på om alt var som det skulle være. Jeg blev ringet op fra Herlev et par dage efter og fik af vide at alt var som det skulle være.


Sæddeponering:


Jeg fik tilbud om at få deponeret sæd i sædbanken på Rigshospitalet, da jeg fik konstateret sygdommen. Både kemoterapi og strålebehandling går ganske enkelt ud på at nedbryde cellerne i kroppen. Forskellen på de celler der skal være der og kræft celler, er at kræftcellerne udvikler sig hurtigt og de almindelige celler langsomt. Når kræftcellerne er nedbrudt kan de ikke gendanne sig selv, men det kan de andre, herunder hører så også sædceller.


I første omgang var jeg lidt afvisende, for jeg har det sådan, at hvis jeg skal have flere børn, skal jeg være glad for hende jeg skal  have børn med. Det tager jo også tid, og så syntes jeg nok jeg er ved at være for gammel til at få børn. Men som så mange sagde til mig at hvis jeg havde deponeret sæd kunne jeg skifte mening, det er lidt sværere hvis jeg ikke har deponeret noget.


Jeg kom ind på Rigshospitalet, hvor jeg fik lidt informationer om det der skulle ske. Der blev taget blodprøve for at teste for HIV. Jeg var heldigvis negativ. Så aflevere man en portion sæd, som bliver testet og frosset ned. Min sædkvalitet var fin, og jeg afleverede yderligere 2 portioner så der er lidt at tage af, hvis det bliver aktuelt.


Nu får sæden så lov at ligge i fem år. Herefter kan jeg forlænge perioden med yderligere 5 år og efter det nok en periode på 5 år, men så heller ikke længere. Til den tid er det under alle omstændigheder også lige meget med at forlænge perioden mere for så er jeg 50 år.